De fleste af os har brug for en lille arbejdsplads i hjemmet, hvorfra vi kan ordne alt fra det praktiske derhjemme, til regulært at arbejde hjemmefra. At arbejde hjemme behøver langt fra at være kedeligt – og det gør et hjemmekontor bestemt heller ikke.

Vi har samlet en masse gode idéer og inspiration, så du kan indrette et lækkert hjemmekontor og en hyggelig arbejdsplads.

Udfordret på plads? Lav en hyggelig arbejdsplads i stuen

Det er ikke alle, der har plads til at sætte et helt rum af til et hjemmekontor, hvorfor de må nøjes med et skrivebord i stuen eller lignende. Men det kan faktisk sagtens indrettes både hyggeligt og funktionelt, hvis man formår at tænke lidt kreativt og praktisk.

Her er 6 tips til, hvordan du indretter et lille, praktisk og hyggeligt hjemmekontor i stuen:

  1. Hold orden – og sørg for at holde din skrivebordsplads fri. Dette kan du gøre ved hjælp af arkivering, ringbind og så videre. Sæt eventuelt en hylde op over skrivebordet, hvor du kan opbevare de vigtige ting, som du ikke bruger så tit. Det skaber meget mere plads og luft omkring bordet, så det ikke ser trangt og klemt ud. Samtidig udnytter du den vertikale plads i din bolig.
  1. Snup stilen – hemmeligheden bag et hyggeligt og lækkert kontorlook i stuen er at følge den stil, der allerede er, så det blender ind i indretningen. Hav det med i overvejelserne, når du vælger et skrivebord. En god (og billig) løsning er at købe to bukke og vælge den plade fra dit lokale byggemarked, der passer bedst ind i din stil. Sørg for, at bordet ikke bliver for bredt, så det overtager rummet.
  1. Vælg en fin stol – vælg en flot spisebordsstol i stedet for en klassisk kontorstol. Det giver mere stemning, og det får rummet til at hænge mere sammen. Det er en god idé at vælge en stol, du sidder godt i, men det behøver ikke at være en dyr kontorstol, da du ikke skal sidde der 8 timer i døgnet alligevel.
  1. Indram arbejdspladsen – marker din arbejdsplads med fint tapet eller en opslagstavle. Du kan også beklæde et stykke spånplade med stof for et fint udtryk. Hæng ting og billeder op på tavlen, så det kommer til at fungere som et moodboard.
  1. Skru op for hyggen – stil en buket blomster på bordet, en fin blyantsholder eller andet nips, der kan pynte på dit skrivebord.
  1. Er pladsen meget trang? – få en plade skåret til i byggemarkedet, så den passer ind i hjørnet af din stue og op ad væggen. På den måde får du mest muligt ud af det kvadratmeter, du har.

Gode tips til hjemmekontoret:

Det er en god idé at have et udvalg af bakker og skuffer til diverse papirsager, hvor alt dit papir-rod kan gemmes af vejen, når arbejdsdagen er fri. På den måde kan du i disse arbejdsfleksible tider nemmere markere over for dig selv, hvornår du har fri, og hvornår du er på arbejde. Rod har det også med at skabe stress, hvorimod orden giver overskud og ekstra energi.

Overvej hvilket rum, du vil bruge som din hjemmearbejdsplads, og hvilke rum du vil kunne slappe helt af i. Det er eksempelvis ikke altid en god idé at have hjemmekontor i sit soveværelse, hvor det er vigtigt, at man kan slappe af og sove helt uforstyrret. Det er altså helst ikke her, man skal vågne op til bunker af arbejde.

Planlæg på forhånd, hvilket udtryk dit hjemmekontor skal have – og hvad det skal bruges til. Det kan være, at dit hjemmekontor mest skal bruges som et sted, hvor du kan være kreativ? Så skal du selvfølgelig indrette dig, så din kreative sans stimuleres med farver, former og så videre. Skal dit hjemmekontor derimod være et hjemmekontor, er det en god idé at holde orden, rene linjer og rolige farver.

Andre ting du bør overveje er, hvad der er vigtigt – og hvad der ikke er. Her skal man også have for øje, hvor meget plads man har, men hvis det er vigtigt, at din store stationære computer kan være der, så skal der selvfølgelig være plads til den.

Et godt råd er hele tiden at tænke praktisk, så tingene nemt kan pakkes ned og ud, væk og frem fra kasser, bokse og skuffer.