Uanset om du er på udkig efter den nye drømmebolig, eller om det er dit nuværende hjem, der skal have en overhaling, er der ikke noget bedre end at flytte rundt, købe nyt og lave lidt om på boligen, når du går en ny sæson i møde. Vi har en tendens til at omgive os med andre farver og former alt efter sæsonen, og hvor efterår og vinter kalder på hyggelige materialer, mørkere farver og flere timer på sofaen, kalder foråret på lyse farver og sjove detaljer.

Lad dig inspirere af forårets boligtrends, og gør dit hjem klar til de lyse nætter, forår og sommer. Om det er store eller små ændringer, det er helt op til dig – og uanset hvad du er til, vil du garanteret blive inspireret af disse trends!

Farven grøn

Som det allerede ses i modebilledet, så er farver sæsonens måske største trend. De skal være overalt, og der skal være gang i den! Og det samme gælder faktisk for boligen. Her er farver en stor tendens – og det er uanset, om det er de klare og kraftige farver eller de mere afdæmpede “slik”/pastelfarver.

Hvor rød var vinterens farve, er grøn derimod forårets. Og med planter og blomster, der så småt begynder at spire, er det jo meget passende. Tilføj små elementer i den grønne farve for at give din bolig et friskt pust af forår. Hvis du leder efter en større forandring, så lad dig inspirere af grønne planter, og dekorer eventuelt en hel væg med tapet, som har et plantemotiv.

Det gode ved den grønne farve er, at den er frisk og umiddelbar, samtidig med at den har en meget beroligende effekt.

Dekorative vægge

Boligmoden er for tiden super bred og imødekommende, så hvis du har mod på at prøve noget anderledes, er de motivrige tapeter måske noget for dig. Et tapet kan være en helt fantastisk måde at give et rum en overhaling på, og noget, vi ser meget for tiden, er mønstrede tapeter på rum som badeværelset.

Mønstrede tapeter gør dit badeværelse luksuriøst og super unikt, uden at du behøver at skulle renovere eller købe nye møbler.

Bløde former og runde spejle

En anden tendens er de bløde former, som går godt i spænd med de bløde farver, der også bliver store i foråret. Hvis du gerne vil bløde indretningen op, kan dette gøres med tæpper eller puder i douce farver som støvet rosa, blå eller grøn.

En anden måde, hvorpå du kan skabe et lækkert blødt og imødekommende hjem, er med et rundt spejl. Hvor normale spejle kan virke lidt hårde og kantede, får du et helt andet og spændende udtryk med et rundt spejl. I det hele taget giver foråret dig mulighed for at tænke lidt mere ud af boksen med indretningen, og de tiltagende lyse timer på døgnet kalder på fornyelse og kreative løsninger!

Leg med former og farver og få et kreativt udtryk.

Fokus på farver

Som vi allerede har været inde på, er dette for alvor sæsonen for farver. De klassiske underspillede nuancer, som er typiske i den skandinaviske indretning som hvid, lysegrå og beige bliver i stedet frisket op og fornyet ved at blive mixet med stærkere nuancer som blå, grøn, rød og gul.

New Nordic

Den nordiske stils æra er efterhånden på lige fod med nordic noir ved at være slut. De mørke farver, sydlandsk inspiration og ædle metaller vinder i stedet i løbet af 2018 for alvor frem. De nordiske nuancer og den enkle stil vil i stedet blive erstattet af miksede stilarter, farver, materialer og mønstre, så der er lagt op til, at du kan skabe en ultra personlig og unik stil.

Hvor marmortendensen har hærget over indretningen i løbet af de sidste år, er det i stedet terrazzo, der satses på i den nye sæson – noget der vidner om, at en varmere og mere imødekommende indretning (måske med lidt færre regler?) bliver det helt store i 2018.